Pædagogiske principper for Legeskolen.
Læring og udvikling går hånd i hånd. Grundlæggende handler det om, at barnet udvikler kompetencer, det ikke tidligere besad. Læring foregår på mange niveauer. Børn lærer gennem handling, alene og i fællesskab med andre. De udvikler sig og sine kompetencer gennem fri leg og gennem pædagogisk tilrettelagte aktiviteter. De lærer ved at lege, gennem nysgerrighed og ved at blive udfordret. Læring foregår overalt. Altså er det op til personalet at skabe de nødvendige rammer for at læring og udvikling får optimale vilkår. At sammensætte en hverdag, hvor der både er plads til strukturerede og til dels voksenstyrede aktiviteter samt til den frie leg. Dette med fokus på at tilpasse den planlagte hverdag til børnenes aktuelle adfærd og behov.
Du kan ikke lære et menneske noget.
Du kan bare hjælpe det til at opdage det i sig selv.
Galileo Galilei
Vi tror på, at ved at skabe de rette rammer, kan vi vække barnets nysgerrighed og hjælpe det på vej!!
I Legeskolen er det enkelte barn i fokus i det pædagogiske arbejde. Rammerne skal være optimale for at sikre positiv udvikling og at arbejde med de pædagogiske læreplaner er et vigtigt redskab i dagligdagen.
I hverdagen tilstræber vi også følgende:
- At sikre tryghed og nærvær
- At støtte barnets udvikling gennem leg og voksenstyret aktiviteter
- At styrke barnets personlige og sociale kompetencer
Tryghed og nærvær.
I Legeskolen lægger vi vægt på at både børn og forældre er glade for at komme. Forældre og børn skal være trygge i hverdagen hos os.
Vi prioriterer derfor følgende højt:
- Vi vægter en god omgangstone højt
- Vi har opmærksomhed på det enkelte barn
- Vi har åbenhed for daglig dialog med forældre
Udvikling gennem leg og voksenstyret aktiviteter.
Børn lærer gennem leg. De udvikler forståelse for hinanden, omgivelserne, sproget og samspil mellem mennesker.
For at udvikle personlige kompetencer har vi ugentlige aktiviteter såsom musik, motorik/bevægelse og kreativ udfoldelse.
Hovedvægten lægger vi derfor på:
- Opfordring til leg på tværs af alder
- Udnyttelse af de fysiske rammer på skolen til forskellige aktiviteter
- At støtte børnene i opbygning af legerelationer
-
Barnets personlige og sociale kompetencer styrkes.
Kompetencerne udvikles forskelligt fra barn til barn, da interesser og tempo er forskelligt.
- De voksne er opmærksomme på det enkelte barn
- Viser barnet tillid i de udfordringer de står overfor
- Tilrettelægger alderssvarende aktiviteter som udfordrer børnene på deres aktuelle niveau
Kommende skolebørn.
I en periode i foråret samler vi de kommende skolebørn en gang om ugen. Her laver vi førskole aktiviteter, som er med til at forberede dem på den nye hverdag i skole og Spire. Børnene vil i denne periode besøge børnehaveklassen, 2 børn ad gangen, og deltage i hverdagen der.
Vi er ”nabo” til børnehaveklassen og børnene har daglig kontakt med børnehaveklassen, hvilket er med til at sikre en naturlig overgang fra Legeskole til skoleliv.
Principper for forældresamarbejde.
For at sikre at børnene har det så godt som muligt, lægger vi vægt på en åben dialog, hvor nøgleordet er gensidig respekt. Derfor tilstræber vi:
- At der er en god daglig dialog, samt et åbent samarbejde som bygger på gensidig respekt
- At vi – forældre og personale er hinandens sparringspartnere i forhold til barnets trivsel og udvikling
- At der begge veje er et højt informations niveau vedr. børnenes hverdag